Begravelsen og bisættelsen er begge betegnelsen på en højtidelighed i forbindelse med et dødsfald. Forskellen mellem de to højtideligheder ligger i, hvordan man håndterer kisten efter den kirkelige ceremoni.
Alligevel er der mange, der ikke er sikre på forskellen. Det er også normalt i daglig tale, at vi siger, vi skal til en begravelse, selvom vi skal til en bisættelse.
Bisættelsen
Bisættelsen er faktisk den mere populære af de to valg. Det er faktisk ikke mindre end 80% af befolkningen, der vælger en bisættelse.
I begge afskedsritualer kastes der jord på en afdøde. I en bisættelse foregår handlingen enten i kirken eller kapellet. Når den kirkelige ceremoni er forbi, placeres kisten med den afdøde i en rustvogn, som kører kisten til brænding i et krematorium.
Ceremonien slutter typisk allerede her, men asken udleveres efterfølgende til nedsænkning, hvor der oftest holdes en mindre ceremoni. Dette sker typisk 8-14 dage efter kremeringen. Der er også mange, der vælger kun at sænke en del af asken og sprede resten et sted, der har betydning for den afdøde. Der kan dog være regler for dette, som man skal være opmærksom på.
Begravelsen
En begravelse vil ligeledes starte med en ceremoni i kirken, hvor der synges salmer, og hvor præsten taler om den afdøde. Når kirkens ceremoni er slut, bæres kisten ud af kirken og hen til det udvalgte gravsted på kirkegården. Her ledsages familien af præsten. Det er desuden naturligt, at gravstedet har personlig betydning eller værdi for familien. Der er fx mange, der er har familiegravsteder.
Ved gravstedet synkes kisten ned i jorden, hvorefter præsten kaster jord på tre gange – som ritualet vi kender: “Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jord skal du igen opstå”. Herefter siges der en bøn, og den nærmeste familie står ved graven, mens venner og bekendte kondolerer for tabet.
Det kan være svært at vurdere, hvad der er “det rigtige” at gøre for den afdøde. Det er altid muligt at opsøge bedemandshjælp til begravelsen, så man ikke føler, man står alene med det hele. I nogle tilfælde har den afdøde efterladt et testamente, som beretter om, hvordan han eller hun selv ønsker, ceremonien skal foregå.
